Min søster fortalte om en lækker Cafe Latte hun havde fået på Starbucks med Pumpkin Spice, så jeg tænkte at det måtte man da selv kunne lave.. 🙂 Så da jeg havde en rest hokkaido græskar liggende i køleskabet, prøvede jeg lige. I skal da ikke snydes for opskriften.

Det skal du bruge til ca 300 ml. (det vil jeg tro, da jeg kunne fylde en flaske med 250, og der var en sjat til overs)
1/4 hokkaido græskar (eller ca 1 1/4 dl græskarpuré)
1 ½ dl sukker
1 ½ dl vand
2 tsk kanel
1 tsk muskatnød
1 tsk stødt nellike

Sådan gør du:
Jeg startede med at lave græskarpure, ved at fjerne kerner, skære det i tynde både og bage det i ovnen ved 130 grader i ca 30 minutter – Når det er blødt, moses det med en gaffel eller i en morter.

Selve siruppen:
Vand og sukker koges op indtil sukkeret er helt opløst – Herefter tilsættes krydderierne og græskar puréen – Det piskes indtil det har en nogenlunde ensartet konsistens (Der vil være nogle klumper, men de bliver siet væk til sidst)
Lad det simre i ca 5 minutter og si det så. Jeg brugte en almindelig stål så, så jeg har lige bundfald i min, men ellers kan man måske si det igennem et saftklæde?

Nydes i en cafe latte eller måske i en lækker frosting til en chokolade muffin.. 🙂 unnamed